Største ordre nogensinde til RC Glas og Ramme

 

     

Udskiftningen af de næsten 10.000 gammeldags termoruder på Dalgas Alle er påbegyndt.


Næsten 10.000 gammeldags termoruder skal frem til slutningen af maj udskiftes med nye energiruder med varm kant i 12 af Aab Boligudlejnings almennyttige boligblokke på Dalgas Alle i Skive.

Til at udføre arbejdet er valgt glarmesterfirmaet RC Glas og Ramme fra Skive.

- Det er den største ordre til dato i firmaets historie, og vi er naturligvis glade for, at vi er blevet valgt til at udføre opgaven, siger indehaver René Christensen.

Ordren er så stor, at den skaber beskæftigelse til to servicemontører på fuld tid i et halvt år, men ellers er opgaven dagligdag for RC Glas og Ramme i den forstand, at udskiftning af vinduer i større eller mindre målestok er et af glarmesterfirmaets specialer.

- Opgaven på Dalgas Alle kommer  i forlængelse af en opgave, vi netop har udført for Bomiva på Aage Nielsensvej i Skive. Her skiftede vi op mod 800 ruder, siger René Christensen.

Aftale med Outrup Vinduer og Døre

Ud over traditionelt glarmesterarbejde udfører RC Glas og Ramme service og vedligehold af vinduer over hele landet. Blandt kunderne er førende danske vinduesfabrikanter, og senest har RC Glas og Ramme indgået en aftale med Outrup Vinduer og Døre fra Mors.

- Aftalen indebærer, at vi skal stå for al service og vedligehold over hele landet. Det kendetegner vores kunder, som også tæller mange boligselskaber og hoteller, at de vælger os på grund af fleksibilitet og pris. Vores landsdækkende service betyder, at kunden kun betaler for medtaget tid, uanset om opgaven skal løses i Skagen, Aarhus eller København, siger René Christensen.

Tilgangen af nye kunder og ordrer har skabt nye arbejdspladser hos RC Glas og Ramme. I løbet af det seneste år er to nye servicemontører blevet ansat, så glarmesterfirmaet i dag beskæftiger 15 ansatte.

- Vi havde god vækst i 2016, og den vækst forventer vi vil fortsætte i 2017, siger René Christensen.