Jysk Beslag åbner hos RC Glas og Ramme

                                            

René Christensen (TV) og Jens Nielsen (TH) står bag Jysk Beslag ApS.


Sammen med kompagnon Jens Nielsen åbner René Christensen fra RC Glas og Ramme på Marius Jensens Vej 7 i Skive nu en ny beslagvirksomhed, Jysk Beslag ApS.

- Efterspørgslen på beslag og tætningslister til renovering af vinduer og døre gør, at vi nu åbner egen beslagvirksomhed, der får til huse i lokaler hos RC Glas og Ramme.

Hos Jysk Beslag tilbyder vi salg og montering af alle former for beslag og tætningslister til vinduer og døre i træ-alu, træ, pvc og alu, siger René Christensen.
Beslagvirksomheden henvender sig både til erhverv eksempelvis tømrere, snedkere, låsesmede, boligforeninger, institutioner og private.
Ud over den fysiske butik på 500 kvadratmeter lager med beslag, etablerer de to indehavere også en webshop.

- På vores webshop har man nem adgang til hele vores sortiment, men man kan også komme i butikken og få professionel rådgivning om beslag og udskiftning. Tør man ikke selv binde an med arbejdet, kan man få RC Glas og Ramme til at udføre det, siger René Christensen.

Det bliver Jens Nielsen, som får den daglige kontakt til kunderne. Han har 39 års erfaring med beslag som både indkøber, sælger og produktudvikler – sidstnævnte i samarbejde med vinduesfabrikanter.

- Med min baggrund har jeg et indgående kendskab til beslag, så jeg ser frem til at servicere kunderne hos Jysk Beslag, siger Jens Nielsen.

Jysk Beslag har i forbindelse med åbningen overtaget DK Lister & Beslag fra Herrup.