Daniel Poulsen ses her foran de seks opgaver, som sikrede ham DM-titlen, pokal og diplom.
De seks opgaver er udstillet hos RC Glas og Ramme.

Daniel er Danmarks bedste glarmesterlærling

- Det var fedt at vinde DM i Skills, men det var først og fremmest en kæmpe oplevelse at deltage sammen med de tre andre glarmesterlærlinge i det store set-up i Bella Center. Samtidig fik jeg en fantastisk opbakning fra alle mine kolleger samt min familie og kæreste, som rejste til København for at støtte mig. Den store opbakning og støtte var jeg utrolig glad for og var med til, at jeg bare ville yde mit bedste endnu mere.

Det siger 24-årige Daniel Poulsen, der midt i januar hjemførte det danske mesterskab for glarmesterlærlinge til Skive og sin læreplads RC Glas og Ramme.

Mesterskaberne fandt sted over tre dage, hvor de fire lærlinge på tid skulle udføre seks forskellige opgaver indenfor glarmesterfaget.

- Det var en hård og tæt konkurrence, for mine modstandere var også meget dygtige. Især de sidste fire timer var der pres på for at blive færdige, men jeg koncentrerede mig bare om at gøre mit bedste, og heldigvis var det godt nok til at vinde over de andre tre, siger han.

Udover æren, et diplom og en pokal, fik han en lærerig oplevelse med sig hjem.

- Det er naturligvis godt at have et dansk mesterskab på sit CV, men oplevelsen i sig selv var næsten større, for jeg lærte meget undervejs. Både om faget, men også om mig selv. Det styrker selvtilliden at få at vide, at man er dygtig til sit fag og, at valget af glarmesterfaget var det rigtige for mig. Det kan jeg også takke min mester René Christensen og alle mine kolleger for. De har ligeså stor ære af mit mesterskab. RC Glas og Ramme er en god læreplads, hvor jeg bliver udfordret på faget samtidig med, at René Christensen er god til at give mig ansvar, så jeg nu arbejder selvstændigt på flere og flere opgaver, siger Daniel Poulsen.

Forude venter nu svendeprøven, som han føler sig godt rustet til efter sit danske mesterskab, og når han bliver svend, vil han gerne fortsætte med at arbejde for RC Glas og Ramme.

- Jeg føler, at jeg er havnet på rette hylde hos RC Glas og Ramme, så her vil jeg gerne blive, smiler han.